Rodskov Eskerod Gymnastikforening Beboerforening Forsamlingshus Kajak
 

7.6.2008: Borgmesterens tale

Borgmester for Syddjurs Kommune Vilfred Friborg Hansen holder tale.

Rodskov GF 125 år 070608       
Skrevet af Vilfred Friborg Hansen    
RODSKOV GYMNASTIKFORENING 125 ÅR,  TALE, FORSAMLINGSHUSET, RECEPTION 7. JUNI 2008
  
   
Tak for invitationen til at være med til Rodskov Gymnastikforenings fornemme 125-års jubilæum.

 
Jeg har altid været fuld af beundring for det store uegennyttige og frivillige arbejde, der gøres rundt omkring i vore mange idrætsforeninger.

 
Som lokalpolitiker har vi også i disse år meget opmærksomhed på vore mindre lokalsamfund, ikke mindst vore landsbyer. Det er nødvendigt i en tid, hvor der centraliseres og kommunerne bliver større. Så skal man passe på at bevare de værdier, der ligger i vore mindre lokalsamfund.

 
Derfor tilskynder vi også fra kommunens side til dannelse af distriktsråd, der kan styrke landsbysamfundene og gøre det muligt for dem at få del i de midler, der fra EU stilles til rådighed for de såkaldte Lokale Aktions Grupper, som vi også har fået her på Djursland. Hvis man ikke har taget den mulighed op endnu i Rodskov-Eskerod, var det måske værd at overveje, evt. i samarbejde med nabolandsbyer.

 
Vi skal værne om vore landdistrikter og landsbyer i de kommende år. Det lægger Syddjurs Kommune også op til i den netop udkomne planstrategi. Her kan jeg konstatere, at Rodskov er en af de landsbyer, der har fået prædikatet ”lokalby”.  Det har noget at gøre med, at Rodskov for en dels vedkommende ligger i byzone, så der altså må forudses en vis udvikling i byen i fremtiden.

 
På trods af det ikke særlig store indbyggertal.

 
For faktisk er Rodskov den mindste af vore 11 lokalbyer, de fleste af dem har indbyggertal på mellem 400 og 1400, mens Rodskov mønstrer i alt 209.

 
Nu kan det jo godt være, at man egentlig burde lægge Eskerods tal til, men alligevel…

 
Men nu er det hele jo ikke et spørgsmål om tal og statistikker, men også om det liv, der gemmer sig bag tallene, og her skal man i hvert fald ikke lede længe, før man bliver klar over, at der er masser af liv i Rodskov-Eskerod – jeg har selv konstateret det ved, at jeg har været på besøg som foredragsholder i forsamlingshuset for ikke så længe siden, og så har jeg naturligvis været inde på jeres hjemmeside, der afspejler masser af liv.

 
Der er beboerforening og forsamlingshus – og så er der jo gymnastikforeningen.

 
For en af de foreninger, der er med til at bringe liv og aktivitet til lokalsamfundet, er netop dagens jubilar, Rodskov Gymnastikforening. Jeg konstaterer, at der er gang i både gymnastik, fodbold, stavgang, petanque, kano- og kajak (det er i hvert fald undervejs), badminton…det er ganske imponerende.

 
Men nu er det jo et 125-års jubilæum, vi er samlet omkring i dag, og så vil jeg også godt fortælle jer, at jeg af uddannelse er historiker og at jeg har gjort det en del i lokalhistorie i den gamle Rønde Kommune, og som sådan kunne jeg ikke lade være at spærre øjnene op, da jeg fik indbydelsen.

 
For 125 år – det må ganske enkelt betyde, at Rodskov Gymnastikforening er en af de allerældste foreninger i vores kommune, måske den ældste.

 
I den tidligere Rønde Kommune har vi ét lokalsamfund, som jeg ikke kan lade være at sammenligne med, nemlig Thorsager. Her dannedes der gymnastikforening og byggedes forsamlingshus i 1886, men dem slår i altså med hele tre år.

 
Årstallet 1883 fortæller mig, at foreningen må være dannet som en ”Skytte- og Gymnastikforening”, hvor træningen i våbenbrug oprindelig har været det væsentlige. Træningen havde til formål at være klar, når Sønderjylland skulle erobres tilbage, eller når revolutionen var over landet, og folket skulle rejse sig for at afskaffe Estrups diktatur. Om det ene eller det andet har været afgørende i Rodskov, ved jeg ikke, men sandsynligvis er det begyndt med at dreje sig om Sønderjylland, og så er det gradvist mere og mere blevet modstanden mod Estrup, der har været hovedsigtet.

 
Meget af øvelsen i våbenbrug kan have foregået med kosteskafter som gevær i forsamlingshuset, for forsamlingshus og gymnastik har fra starten været nært forbundne. I forsamlingshuset hørte man de politiske foredrag om forfatningskampen mellem Venstre og Højre, der lå bag våbenøvelserne. Her har man talt Estrup og hans Højre-diktatur midt imod, og her har man lyttet til glødende taler om frihed og demokrati.

 
Når man tænker på det i dag så fredelige Rodskov, så kan man jo ikke lade være at tænke på, hvor meget en 125-årig gymnastikforening må have oplevet i sin levetid. Det er 5 generationer siden, så det er altså vore tipoldeforældres generation, der stiftede foreningen.

 
Efterhånden som revolutionen fortonede sig – det har jo aldrig rigtig bidt på danskerne – så blev det selvfølgelig gymnastikken, der optog sindene. I 1930´erne kom håndbolden til, senere fodbolden, og op mod vores egen tid badminton og senest aerobic og stavgang og petanque – ja, og så skal der jo i dag også tages fat på kajak, har jeg forstået.

 
Foreningen har i høj grad oplevet skiftende tiders skiftende strømninger inden for idrætten.

 
Foreningen har i allerhøjeste grad også oplevet de skiftende vilkår for udøvelse af gymnastik og anden idræt .

 
Det kan man forvisse sig om, hvis man læser et indlæg af Frede Bak i jubilæumsskriftet fra 100-års jubilæet i 1983. Her fortæller Frede Bak om vilkårene for at dyrke gymnastik i 1930´erne og 1940´erne, og det kan næsten løbe en koldt ned ad ryggen bare ved at høre om, at forsamlingshusets store sal selvfølgelig kun var opvarmet ved helt særlige lejligheder i helt særligt kolde vintre, al gymnastik i vintersæsonen har normalt foregået i en fuldstændig uopvarmet sal, så den eneste varme, der produceredes, var den der kom fra de svedige kroppe under de forskellige gymnastiske øvelser. Og bademuligheder var fuldstændig ukendte, så der har været en hyggelig duft overalt under og efter sådan en gymnastiktime. Det har været hyggeligt at samles til foredrag og fælles kaffebord bagefter.

 
Varme har det også givet, når man cyklede til stævner og opvisninger i Randers og Århus. Jo, de har været sejge i Rodskov-Eskerod. Et eller andet sted ligger det sikkert også i generne på nutidens Rodskov-Eskerødder – det ses tydeligt…

 
Gymnastikforeningen har selvfølgelig ikke holdt sig strengt til alene at stå for idræt i lokalsamfundet. I en stor del af foreningens levetid har den sørget for månedlige baller, og foreningen har helt givet mange kæresterier og ægteskaber på samvittigheden. Der er sikkert nogen til stede her i dag, som skylder Gymnastikforeningen deres eksistens, enten de nu ved det eller ej.

 
Dilettant har også stået på programmet, og i det hele taget har gymnastikforeningen været en samlende faktor i lokalsamfundet, været med til at bringe folk sammen, været med til at give folk hjemstavnsfølelse og rod i tilværelsen. Foruden hovedopgaven, at sørge for folkesundheden i Rodskov og omegn.

 
Sådan er det heldigvis også i dag, selv om vilkårene for en gymnastikforening er andre i dag. Foreningen er med til at samle og skabe tilhørsforhold og rod i en ellers opsplittet tid.

 
Verden ændrer sig, kommuner kommer og går, Rosenholm Kommune, Syddjurs Kommune, men Rodskov Gymnastikforening består.

 
Det er med andre ord en rigtig sejg jubilar, vi fejrer i dag. Og en jubilar, der har betydet rigtig meget for rigtig mange mennesker i lokalsamfundet her. Det gælder uanset om vi taler om sundhed, livsglæde, socialt samvær, sammenhængskraft – et ord, der måske favner det hele, er ordet livskvalitet – det har Rodskov Gymnastikforening stået for gennem skiftende tiders strømninger og vilkår.

 
Det er foreninger som jeres vi har brug for i vores nye kommune. Det kan I også overbevise jer om ved at læse afsnittet om kultur og fritid i Syddjurs Kommunes nye planstrategi. Og sådan vil det også blive i Syddjurs Kommunes kommende første kommuneplan, der vil se dagens lys til næste år.

 
Fra Syddjurs Kommune skal der ikke alene lyde et hjerteligt til lykke på dagen. Der skal også lyde en påskønnelse og tak for det beundringsværdige og store frivillige arbejde, der gøres i foreningen af ledere, trænere og hjælpere.

Facebook.com/groups/Rodskov/ - Facebook.com/RodskovGymnastikforening - Facebook.com/RodskovHavkajak
Lav din egen hjemmeside med mono.net