Rodskov Eskerod Gymnastikforening Beboerforening Forsamlingshus Kajak
 

Rodskov eller Rodløs (2006)

Den lille dame (Kis Østergård, Viborg)


"Jo goddaw, alle sammen. I kan tro, at jeg er glad for at være her i dag", lægger den lille dame ud på jordbunden jysk. Alles øjne er rettet mod foredragsholderen, der specielt er inviteret i dagens anledning. Salen er fyldt til bristepunktet med bedsteforældre, forældre, børn, venner og naboer. I midten sidder alle de optrædende på gulvet. Alle sidder med hvert sit sanghæfte parat. Igen skal vi synge "Jeg ved en Lærkerede", ligesom sidste, forrige og alle de andre år. Hvilket fællesskab.


"Jeg er inviteret til Rodskov Forsamlingshus i anledning af gymnastikopvisningen i dag," fortsætter hun. "Det er en helt speciel ting for mig at komme ind i et lokalmiljø som Rodskovs. Man kan virkelig mærke nærværet og stemningen. Det er heller ikke første gang, at Rodskov Gymnastikforening holder opvisning, for det er nemlig Danmarks ældste gymnastikforening. Det synes jeg sgu godt, at I kan være stolte af at have bidraget til!"


Rundt i lokalet sidder en cocktail af kjoler opmærksomt lyttende og pænt siddende på deres stole, tilbagelænede fleecetrøjer, sutteflaskeholdere, der har ladt de små sko danse frit mellem bordene. Velkendte som ukendte ansigter er samlet, nogle mere rynkede end andre, men et fællestræk går igen ved alle. De er glade og forventningsfulde. Nogle ansigter er nye, mens andre har haft deres gang i foreningen i flere år.

Puslingeholdet 2006 (flere billeder, - klik her!)

En af dem er en frivillig blå bluse iført halvstore 70'er briller. Den står lænet op af dørkarmen udefra indgangen ind til gymnastiksalen. Den morer sig fornøjeligt over talen og glæder sig over, at programmet er klappet indtil videre. Den tilhører kassereren i gymnastikforeningen og har endda påtaget sig fotografrollen i dagens anledning. Det ville have overskredet foreningens budget, hvis en fotograf udefra skulle have betaling for det.


Traditionen tro hænges billederne af årets gymnastikhold op i kaffestuen, der ligger foran omklædningsrummene. Billederne hænger i skifterammer sammen med de forrige års billeder fra opvisningerne. Alle skifterammerne bliver hvert år systematisk rykket en takt, så der er plads til de nye billeder. Den opgave har den petanqueansvarlige og ældste bestyrelsesmedlem påtaget sig.

Linedance-holdet 2006

Kassereren er desuden, efter sine 20 år bosat i Rodskov, ganske glimrende inde i lokalmiljøet. Han er desuden frivillig i Menighedsrådet i den større by Hornslet tæt ved Rodskov og inden Brugsforeningen blev nedlagt, var han også engageret deri.

Udadtil fremstår det lille bysamfund som idyllen selv. Men bag de blomstrende og velfriserede hække og de nydelige gardiner gemmer sig også skandaler og sladder. For det, at han kender de fleste i den lille by betyder også, at han kan diske op med samtlige pinlige episoder. Fx. fortæller han gerne om dengang, hvor den lille lokale brugs blev solgt efter at den sidste brugsmand havde kørt den i sænk. Eller dengang hvor lejligheden over brugsen, der også hørte til brugsforeningen, skulle sælges sammen med Brugsen. Man fandt da ud af, at den nye køber ikke havde helt rene hensigter. Der lød ramaskrig, da det rygtedes, at den nye ejer solgte sexlegetøj. Midt i vores lille uskyldige by! Magen til skændsel skulle man lede længe efter.


Som beboere i et lokal samfund kan vi spørge os selv: Kan vi identificere os med denne "lokalkultur" hvor alle kender alle lidt for godt? Hvor de ellers tætte hække pludselig bliver gennemsigtige og hvor netop vores privatliv kan flyttes op på byens sladderliste nr. 1? Uden, at vi selv er klar over det? I Rodskovs tilfælde er der to udsagn at vælge imellem: Rodskov eller Rodløs.


Det at hækkene pludselig ikke fremstår så velfriserede længere, betyder også, som foredragsholderen fremhævede det: Man kan mærke stemningen, når man træder ind i et rum. I Rodskovs tilfælde skaber sladderen og naboskabet et sammenhold og en fællesskabsfølelse.   
  
"Et ordsprog siger, at man ikke kan løbe fra sin fortid. Men hvorfor ikke være stolt af den? Det kan også have sin charme", fortæller kassereren.


_______________________________________________________________________

Portrættet af Rodskov er baseret på interviews med Gymnastikforeningens kasserer og oplysninger fra RodskovEskerod Portalen .

Citat fra RodskovEskerod Portalen
"Vi byder dig velkommen til vores dejlige lille lokalsamfund midt mellem Hornslet og Kalø Vig med områdets bedste bademuligheder. - Vi er kendt for den skønne natur, de smukke udsigter og det aktive lokalsamfund med et rigt foreningsliv. - Her er de mange muligheder for både nuværende og ikke mindst fremtidige beboere:


Forsamlingshus til konfirmationen, benzin til bilen, fløde til kaffen, havvand til båden, fodbold til ungerne, gymnastik til motionen, dilettant, loppemarked, fastelavnsfest og juletræ i beboerforeningen, les Lanciers og Linedance til de danseglade, stavgang til fodgængere, badminton til de boldglade og petanque til det grå guld!
Alle arrangementer foregår ved eller i Rodskov Forsamlingshus, hvis intet andet er nævnt."

Facebook.com/groups/Rodskov/ - Facebook.com/RodskovGymnastikforening - Facebook.com/RodskovHavkajak
Lav din egen hjemmeside med mono.net
Rodskov-Eskerod Portalen